Man får det indtryk, når man læser Anders Raahauges indlæg i Kristeligt Dagblad 29.06.17.
Raahauge tager udgangspunkt i to sager, hvor den britiske højesteret for nylig slog fast, at to rumænere ikke kunne udvises til strafafsoning i deres hjemland. Forholdene i de rumænske fængsler er desværre sådan, at det er uforeneligt med Storbritanniens forpligtelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ved at påstå at det er de kriminelle, der profiterer af Menneskerettighederne, afleder Raahauge opmærksomheden fra den triste omstændighed, at de bliver overtrådt mange steder.
Der er grund til at gå tilbage og se på, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev til, hvorfor europæiske stater frivilligt afgav noget af deres suverænitet for at sikre den enkelte borgers rettigheder.
Som Isi Foigel klart udtrykte det i sin bog: ”Kend din Menneskeret”:
"Anden verdenskrig, som netop var blevet afsluttet, havde vist en ondskab og en krænkelse af menneskers værdighed, der var uden sidestykke i verdenshistorien. Nu ville man genskabe respekten for det enkelte menneske. Man ville sikre hvert menneske nogle rettigheder, som alle - også regeringer, skal respektere"
Man havde set i øjnene, at de forfærdelige forbrydelser, som havde fundet sted under Anden Verdenskrig, var resultater af en udvikling, der var sket gradvist.
I mellemkrigsårene var de demokratiske rettigheder og retsstatsprincipperne blevet undergravet lidt efter lidt, ikke bare i Tyskland, men i flere europæiske lande. Overalt i Europa var der partier og bevægelser, der med den ene eller anden begrundelse mente, at den enkeltes rettigheder var underordnet kollektivets behov.
For at standse en lignende udvikling i fremtiden og gøre det så tidligt som muligt underskrev 12 europæiske lande, heriblandt Danmark, i 1950 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Så hvis nogen mener, det kun er dømte kriminelle, der profiterer af Menneskerettighederne, vil jeg foreslå dem at studere den politiske udvikling i de østeuropæiske lande.
De tendenser, der ødelagde demokrati og retsstat i 1920’erne og 1930’erne, er lette at få øje på i disse lande. Andre steder (heriblandt Danmark) findes de i mindre målestok – endnu.
Vi skal derfor ikke sende dømte kriminelle til afsoning i Rumænien, hvis det er uforeneligt med forpligtelserne i henhold til artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den indebærer blandt andet, at man ikke må sende dømte tilbage til et retssystem, hvor der er en reel risiko for, at de vil få tildelt mindre end 3m2 personligt rum.
Vi skal derimod sende et klart signal til regeringerne i blandt andet Rumænien om, at de må leve op til de forpligtelser, de har påtaget sig.
Årvågne europæiske borgere skal hele tiden minde regeringerne om, at de skal overholde Menneskerettighederne. Så vil vi alle profitere af, at Menneskerettighederne bliver overholdt.
Skrevet af Anne Albinus
Link
Min side om Danmark og Europarådet - oprettet i anledning af
Danmarks formandskab for Europarådets Ministerkomité fra november 2017 til maj 2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.